Første dag som Starter er onsdag d. 1. april.
Velkommen som Starter (tidlig SFO) på Feldballe Friskole
Børn der skal starte i skole i 0. klasse i august måned udskrives af børnehaven i april. Derfor er man Starter på skolen fra april til juli.
Formålet med Tidlig SFO
Vi vil skabe en glidende overgang fra børnehave til skole og gøre børnene skoleparate. Børnene skal blive trygge ved de nye omgivelser, voksne og krav. De skal integreres i Feldballe Friskoles nuværende Fritter og dennes rutiner. Desuden skal de så småt vænnes til at følge en dagsorden sat af en voksen. Det er også vigtigt at styrke gruppens fællesskab og sociale kompetencer.
Vi glæder os meget til at lære dig og dine forældre at kende. Foran os ligger en masse spændende oplevelser og venter. Vi skal være i haven, vi skal besøge vores shelter i skoven, lave mad i bålhytten og nyde naturen. Vi skal også med til morgensamling på skolen og lege med de store børn om eftermiddagen. Vi skal i det hele taget lære alle Feldballe Friskoles børn og voksne at kende. Vi skal blive trygge ved skolens bygninger og områdets skønne natur. Så når du starter i 0. klasse er Feldballe Friskole allerede din skole.
Vi lægger vægt på:
- at børn er glade og får lov til at udvikle deres fantasi.
- at børn anerkendes og respekteres som de personer de er.
- at børn oplever tryghed og tillid i deres relationer til både voksne og andre børn.
- at børn oplever rummelighed og mærker, at der tages afstand fra mobning og drilleri.
- at børn inddrages og opmuntres til at være aktive deltagere, der samarbejder med andre.
- at børn indgår i positive relationer og føler sig som en del af et fællesskab.
Når børnene fra Tidlig SFO er en del af friskolens fritidsordning morgen og eftermiddag og deltager i morgensamling kommer de helt naturligt til at kende lærerne og det pædagogiske personale på Feldballe Friskole.
Dagens gang
Vi starter dagen på skolen og er med til morgensamling 8.20. Vi er med til morgensamling, fordi det er en del af skolens daglige rutine, og det er en god måde at starte dagen på. Klokken 9.15 er der afgang til have eller skov.
Dagens vejr er med til at bestemme, hvor vi skal hen, men vi kommer til at bruge rigtig meget tid i haven, i skoven og ved søen. Ca. en gang om ugen vil vi lave mad på bål. Omkring kl. 14.00 er vi tilbage på skolen, hvor vi spiser eftermiddagsmad sammen med skolens andre børn og leger her resten af eftermiddagen.
Børn trives bedre, når de er meget ude. God plads, frisk luft, motion og lys giver glade og tilfredse børn med energi til at opleve, lære og udvikle sig.
Vigtige dokumenter for Tidlig SFO forældre